Hvor og hvornår bør man søge studiejob?

Del med andre
Facebook
LinkedIn
Email
studiejob

Jeg bliver ofte mødt af mine yngre medstuderende med spørgsmålet: ”Hvor og hvornår bør jeg egentlig søge studiejob?”. Det er et ganske simpelt spørgsmål at stille, men et der er langt sværere at svare på. Tanken om at nå frem til 4. semester uden et studiejob, kan for nogles vedkommende være gruopvækkende, men det bør den i virkeligheden ikke være.

Da jeg var halvvejs igennem mit første semester, fik jeg mit første studiejob; jeg arbejdede frivilligt hos en retshjælp.

Hvis jeg kunne skrive, at det i det her tilfælde var lysten som drev mig, så ville jeg lyve. Jeg var derimod ængstelig fordi alle de større advokatkontorer havde fordærvet os med tankerne om, at vi skulle score lutter 10 og 12-taller – og derudover have en vis mængde erhvervserfaring – for overhovedet at kunne komme i betragtning som fuldmægtig. Det kan for nogle studerende føre til at man overfladisk søger et studiejob. Hvor det pludselig ikke er lysten der er drivkraften, men nærmere frygten for at gå glip af erhvervserfaring. Ja, det kan da godt være at man får et praktisk indblik i juraen, men det kan samtidigt være demotiverende og potentielt have negative konsekvenser for ens formåen på arbejdspladsen og studiet.

Jeg har efterhånden arbejdet vidt og bredt; jeg har siddet med inkasso på et advokatkontor, strafferet hos politiet, udlændingeret hos diverse rådgivningshuse og derudover har jeg været studenterpolitisk aktiv. Efter nogle arbejdsdage har jeg længtes efter mit fremtidige otium, mens jeg andre gange har haft en iver efter at være snarrådig igen dagen efter. Arbejdsopgaverne er forskellige og det samme kan motivationen være. Der er dog én følelse som har været identisk, desuagtet hvor jeg har haft min sidste arbejdsdag: Følelsen af at være blevet en bedre jurist. Netop dét, er en følelse som vi alle bør bestræbe os efter, både studerende som færdiguddannede.

Men hvornår bør man så søge et studiejob?

Jeg vil sige – som så meget andet når det gælder jura – at det kommer an på en konkret vurdering. Mærk efter med dig selv og spørg først og fremmest om du søger et studiejob af de rigtige grunde. Søger du fordi du gerne vil tilfredsstille dine fremtidige arbejdsgiveres behov om erhvervserfaring? Eller søger du fordi du er nysgerrig efter yderligere viden? Søger du fordi alle dine medstuderende pludselig får et studiejob? Eller søger du fordi du er ivrig efter en praktisk forståelse af juraen?

Hvis der er én ting, som jeg har lært efter mine adskillige studiejobs, så er det, at man bør søge, når man har en iver efter at få en dybtgående forståelse for et bestemt retsområde. Lad være med at søge fordi der er et pres fra dine omgivelser, eller fordi du føler dig bagud sammenlignet med dine medstuderende. Søg når du får en trang for at få juraen mellem fingrene. Det kan være når din lidenskab for juraen går udover dit daglige studie. Eller når du gerne vil udfordres og rykke din tålegrænse. I sidste ende er det nysgerrigheden og lysten til at blive bedre, der bør være drivkraften. Ikke risikoen for potentielt at gå glip af en fremtidig fuldmægtigstilling.

Sam Shirali, jurastuderende 

Indlægget er udtryk for skribentens holdning

For meget mere My Law Story kan du blive medlem her. Du kan også følge os på Facebook, Linkedin, YouTube og Instagram.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *